Ranunkel-tid

Smørblomst

Bidende ranunkel - smørblomst; på engelsk buttercup. Det er den, der præger tiden ude i naturen lige nu - også her ved Kilen. Lige nu er der enge, der er helt gule af blomsten. Kreaturer spiser den ikke, og den er giftig for heste. Omvendt er den en humørspreder for os - den er virkelighedens virkelige smiley. En bidende smiley, må den så være, og høre til samlingen sammen med sure og storsmilende smileys og den netop nu meget forkætrede kongesmiley.

Her fra midten af maj bugner naturen med smørblomster. Den blomstrer en god måneds tid endnu, så man kan stadig nå at komme i godt humør. Den er ganske hyggelig, men også irriterende, hvis man vil af med den, for den er rigtig sejlivet og skyder fra små rodrester, hvis man har have eller mark, der skal holdes ukrudtsfri.

En yndet sport i min tidlige barndom var at tjekke, om man kunne li smør ved at holde blomsten under hagen på en forsøgsperson - meget gerne en sød pige, som man så kunne få lejlighed til at komme tæt på - hvis hagen fik et gult skær, var det er rigtig smør-elsker. Det var åbenbart ikke godt, eller i hvert fald lidt belastende for personen, men det hører nok med, at vi var på landet i 60'erne og levede af bl.a. at sælge mælkefedt til smørproduktionen.

Når man i solskin kigger ned i blomsten bliver det gule pudsigt nok helt annulleret og kronbladende genskinner helt hvidt/farveløst.

Planten er i familie med anemonerne, som også er giftige for kvæg mv. Den er således et problem for landmænd med vedvarende græsarealer og ikke mindst ved græs, der skal ensileres, hvis der er mange ranunkler imellem. I ensilage vil giften bevares, modsat hør, hvor den tørrer væk. Det er giften protoanemonin, som ved tørringsprocessen bliver til anemonin og igen carboxylsyre. Jeg kan ikke forklare de kemiske processer, men ordet bidende ranunkel giver lidt mere mening. Saften kan irritere huden og ikke mindst slimhinderne i mund og svælg på kvæg, og det kan give epileptisk-lignende anfald og lammelser - i værste fald død!

Kilen Rock

Ellers har der været Rock ved Kilen; som sædvanligt hyggeligt med musik, fadbamser og en masse hyggelige møder med folk fra by og land. Der er ryddet helt op - bare rolig. Jeg glæder mig så småt til næste år, med brunch med naboerne, festivalstole og kander med Tuborg og god musik. Boldbanerne ved Kilen er det perfekte sted til den slags.

Foto: Anders trærup fra Kilen Rocks facebookside

Orkidé-tid

Orkidéer i blomst 

Gøgeurt

I den "hemmelige" eng ved Kilen står nu snesevis af orkidéer i fuldt flor mellem padderokker, siv og ranunkler. De blomstrer ca. 14 dage senere i år end tidligere år - måske fordi april var så relativt kold. Jeg har været lidt bekymret for deres trivsel, da engen efter mine begreber er ved at gro til.

Heldigvis er bekymringerne uden grund i år, ser det ud til. Kommunens folk har også været så flinke at skære begyndelse pil og andre trævækster ned. Om det er en organiseret form for naturpleje, ved jeg ikke, men håber det. Der skal gøres en indsats, hvis orkidéengen skal kunne holde. Jeg tror i grunden, at orkidéerne ville have bedst af, at der gik kvæg evt. får og græssede, når vi er uden for orkidéernes sæson - men det er jo ikke rigtig til at administrere. Det næstbedste vil være at skære bevoksningen ned om til efteråret.

Maj-gøgeurt er der flest af, men der er også enkelte plettet gøgeurt (med lidt lysere blomster)

Orkidéer - på græsk orchis - betyder egentlig testikler. Navnet fik blomsten ud fra rodens lighed med...testikler. Derfor tror - eller rettere troede man, at planten kunne bruges som afrodisiakum. Men husk nu; planten er totalfredet! Orkidéerne findes også andre steder ved Kilen. Inden i Vasens Bæk og langs den sydlige bred i Overkilen (den "sidste øst-vest-gående del inde mod Kjærgaards Mølle er der flere kolonier.

Nærbillede af en maj-gøgeurt fra i fjor

Solen gik ned i en sæk

...og så regner dagen væk, som man siger.

(L)æggetid

Svanefodspor og -lort

Knopsvanen

På Kilen talte jeg her til aften 50 knopsvaner. De svømmer rundt - de fleste - i samlet flok og græsser. Jeg synes, det er et nyt mønster - er de store fugle blevet mere sociale på det sidste? Jeg har hørt, at de også er begyndt at anlægge reder i kolonier, hvor de vist førhen havde solitære redepladser. Der er dog også et par par hist og her, der kun nyder hinandens selskab

Svaneparrene holder sammen og benytter samme redeplads år for år, når de ellers begynder at danne par og stifte familie som 3-4 årige. Det kan selvfølgelig være, at den græssende flok er ungfugle og parrene netop par, der nu bygger rede og lægger æg - det er her fra midt i maj til lidt ind i juni. Ungerne kommer frem i starten/midten af juni og svømmer rundt straks sammen med mor og far.

På Pynten, hvor sandspidsen er blevet gendannet efter at have været skyllet helt væk i vinterens løb, gå de store fugle i land og holder ras. Det ses tydeligt. Fodsporene er en 15 cm - nogle ordentlige plader. Cirka samme diameter har deres sorte lorte. Tynd mave efter al det græs - note til mig selv: Bed hustruen skrue ned for grønfoderet!

Danmarks nationalfugl ifølge DRs seeres stemme

På engelsk kaldes knopsvanen for "mute swan". Den stumme eller stille svane. Den er da også meget mere stille, end de hundreder af sangsvaner, der af og til raster på Kilen på træk nordfra. Men den kan nu godt grynte ret højt; jeg tror det er et signal til flokken om, at en farlig person er i syne. Mere almindelig er dens hvæsen - det er hannen - temmelig højt og umisforståeligt, hvis man kommer i nærheden af reden eller ungerne. Jeg har haft oplevelsen flere gange og her har jeg malet en hvæsende han (taleboblen mangler):

Det er en ret skræmmende oplevelse, når han hvæser, og spreder vingerne og rejser sig i sine 1,2 m højde! Jo, han passer godt på de små - han er en ansvarlig far, der hjælpes med mor om at bygge reden og ruge og altså skræmme fjender væk fra hjem og afkom. Derimod er det mor, der river små planter op fra bunden og smider på overfladen til de små nye, mens far passer på. Måske et  lidt gammeldags kønsrollemønster?!

Familien holder sammen hele sommeren og normalt gennem den følgende vinter, hvor ungerne nok er blevet stor, men fortsat har brune fjer. Der er normalt 3-5 levende unger for de par, man ser her ved Kilen, men der kan vist blive op til en halv snes æg i reden. Jeg har set et par med syv unger, som det meste.

H.C. Andersens selvbiografiske fortælling om "Den grimme Ælling" kender alle, herunder storken, der gik på sine lange røde ben og talte ægyptisk ("for det Sprog havde han lært af sin Moder"), og det står til troende, at der var dejligt ude på landet, men hvordan svaneforældrene kom til at forlægge et æg i andereden er mig en gåde. Det er det også, en gåde altså, hvordan kornet kunne stå gult og høet være høstet, mens andemoderen rugede på svaneægget, der lægges og klækkes maj/juni.

H.C. har ikke helt haft styr på læggetiderne, men jeg medgiver ham gerne, at "det grønne er godt for Øjnene", og synes det er forståeligt at andemor af samme grund lod de små ny "se saa meget de vilde". Det grønne - skræppebladene omkring reden - står godt trods alt allerede høje visse steder ved Kilen. Men ellers holder jeg af histrorien og resten af H.C.'s eventyr. Faktisk har historien om "Den Grimme Ælling" et helt vidunderligt anslag - jeg er vild med storken, der går og taler ægyptisk på sine lange røde ben!

Skræpper i O.V. Hansens Plantage

Der er mange knopsvaner i Danmark, de fleste er vist standfugle. De er i hvert fald ved Kilen året rundt. Bestanden i Danmark er vist helt oppe på 5.000 par, mens den var næste udryddet af jagt i 1920'erne, hvor den blev fredet. Der er et maleri af P.S. Krøyer af et stilleben med et ordentligt måltid, og der ligger en svane midt på bordet. Et ordentligt fest-måltid!

Børnesangen om "Hønsefødder, og gulerødder og halsen af en svane" kommer jeg til at tænke på - det er en vrøvlevise uden særlig mening, der jo ender med at man skal have en pige - Rikke, der skal strikke - og en blåøjet dreng, der skal hedde Ole og gå i skole, men er halsen af en svane nævnt som noget særligt lækkert mad - eller skulle man bare rime på vane?

Hønsefødder og gulerødder

og halsen af en svane

Den som kysser pigerne,

han har en hæslig vane!

Jeg er født i Engeland,

og du er født i Skåne.

Vil du være min lille mand,

så vil jeg være din kone!

Vi skal ha’ en lille tøs,

og hun skal hedde Rikke.

Hun skal have krøllet hår

og hun skal sy og strikke.

Vi skal ha’ en lille dreng,

og han skal hedde Ole.

Han skal have øjne blå,

og han skal gå i skole.

Det er klart et godt bytte sådan en svane på 10-15 kg. Det er jo ret nemt at komme tæt på, og størrelsen gør den jo også nem at ramme. Sådan har det været siden Arilds tid, men altså ikke længere. Nu er det mentalt blevet forkert, men hvorfor ikke når man kan spise gås og and?! Bare rolig, jeg skal nok respektere fredningen! Jeg nyder den smukke fugl, den skal da være her.

Knopsvanepar på Kilen

Dansemyg

Dansemyggesøjle starter i træerne lidt til venstre for midte og slutter ved billedkante for oven til højre for midten

Min aftentur ad Kilstien ved boldbanerne blev forstyrret af millioner af dansemyg. På billedet kan man ane en søjle af dansemyg lidt til højre for telemasten og skråt op til billedkanten lidt til højre for midten af billedet. Jeg vil tro, at den højt summende søjle har været 10 m høj, måske mere. (Jeg beklager billedkvaliteten, men linsen på min mobil duggede efter 8 km løbetur).

Det var ikke den eneste, der var snesevis af sådanne søjler - millioner og milliarder af dansemyg. Man skal passe på, ikke at få én galt i halsen, når man løber forbi.  Meget irriterende og generende. En aften, man har glemt at lukke vinduet, kan der pludselig være snesevis af myg oppe under loftet. Det kan alle her ved Kilen vist snakke med om.

Antallet af dansemyg varierer år for år. Førhen var plagen stor, men så ændrede man slusepraksis ved Kilkanalen og lod portene stå åbne, så der kom mere saltvand ind i Kilen. Det skulle få myggelarverne til at trives mindre godt. Mens jeg har boet her - de sidste 25 år - har der ikke været de store problemer, men i år ser ud til at kunne blive slemt. Måske den milde vinte?

Sluseportene i Kilkanalen i april - der lukkes vand ud fra Kilen

Dansemyggen stikker ikke, og spiser ikke, men danser til den dør efter få dage. De klækkes pludselig og i millionvis og starter, som sagt, straks en voldsom parringsdans for så at lægge æg i Kilen, må man antage - brakvand er velegnet - og her bliver æg til larver, der bliver store og fede for at forpuppe sig og blive til - dansemyg næste forår.

2016 tegner til at blive et voldsomt dansemygge-år. Desværre; for de er en temmelig stor plage for os beboere ved Kilen, på "Guldkysten" som nogen kalder parcelhusområdet med venskabsbynavnene Forssavej, Sõdertäljevej og Sarpsborgvej, og den nytilkomne Sarpsborgparken.

Man aner søjler af dansemyg over træerne ved boldbanerne - samt et par fritflyvende myg tættere på

Gyvel

Gyvel på udsigtspunktet over det, jeg kalder Pynten - tangen  i baggrunden

Gyvelen er rigtig flot lige nu. Blomsterne lyser bogstavelig talt op. Planten er generelt lidt giftig, men frøene er rigtig giftige. Planten har også en tendens til at brede sig uhæmmet fra haver og steder, hvor man har plantet importerede gyvel af forskellige varianter, der ikke hører hjemme her, som den almindelige gyvel dog gør.

Man har også brugt gyvelen til at befæstige skrånende terræn, f.eks. jernbanevolde, da den gror nemt og har et meget langt rodnet. Gyvelen har ikke mange blade, og det er nok for at kunne klare sig i tørre som områder med sandjord, og sikkert for at undgå at blive spist. Dens eneste naturlige fjende er vist harer, der elsker gyvelbarken, og som ofte "ringer" busken helt, så den går ud. Forsvaret mod denne fjende er en stor mængde - meget giftige - frø, der er holdbare i jorden i mange år. Så selvom harerne har været slemt sultne i strenge vintre, så kan der efter nogle år skyde nye "gyvel-børn" frem, i et ellers uddødt buskads.

Jeg tror, at de gyvel, der findes her ved Kilen stort set er oprindelige på stedet. Sandbunden her fra istidens store skylle-maskine er i hvert fald gyvel-terræn. Gyvelen har en evne til at binde kvælstof fra luften, vist med hjælp fra bakteriekulturer ved dens rødder. Den kan derfor gro på meget mager sandjord ved at producere sin egen gødning, så at sige.

Gyvelbuske ved Kilen

Den kolde blæst gik til marv og ben, mens jeg stod på udsigtspunktet og så Solen forsvinde. Jeg tænkte på et af mine første minder i det hele taget, og det handler om gyvel. Måske derfra, jeg har et lidt anstrengt forhold til planten - den skal aldrig i min have!

Jeg var nok 3-4 år - måske yngre, for jeg husker ikke min lillebror Klaus fra turen - han er knap 2 år yngre end mig. Jeg var med min mor og far i bil. Mor havde lånt min lille skovl, for hun ville have en gyvel til sin have. Jeg var meget glad for den skovl, og lidt stolt over, at hun også kunne bruge den. Det var ved Bøgebakke tæt på Brovst, der stod en masse gyvel op ad skrænten. Det var måske ikke helt i sin orden at tage en plante, men der var jo så mange.

Efter opgravningen, som jeg kunne følge fra bilen, når jeg stod på kardanboksen midt i på bagsædet, lod mor til min store fortrydelse skovlen ligge, mens hun kom tilbage og lagde busken i bilen, som far vendte rundt efter veludført gerning. Jeg gik i panik for at få min skovl, der bare lå der i rabatten, og blev forsikret om, at den skulle vi da have med. Men mine bange anelser holdt desværre stik, og panikken var berettiget, for pludselig dukkede en mand op og tog skovlen med sig. Jeg tror han havde set det hele, og han stjal helt åbenlyst min skovl! Måske grundejeren, der tog sin betaling, tænker jeg. Jeg husker ikke andet end denne totale magtesløshed.

Solnedgang den 16.05.2016 - med lidt gyvel i forgrunden - dramatisk, som min historie

Pinse

Struers røde tage og det gamle vandtårn set fra Pynten ved Kilens sving mod syd

Koldfront eller ej, så har vejret her i Struer nu ikke været så ringe Pinsedag. En rigtig kold blæst var der dog. Men det får nu ikke foråret til at gå på stand by. Efter det obligatoriske havearbejde på sådan en pinsedag, var jeg lige rundt for at se til sagerne.

Først og fremmest maj-gøgeurterne. Jeg har sammenlignet med fotografier fra sidste år, og blomstringen er mindst en 8-10 dage senere i år, selvom vi fik en uge med sommervarme for kort tid siden. Men sådan her ser der ud i orkidé-engen lige nu:

Orikidéknop 

Rigtig mange knopper på rigtig mange planter! Det er kun et spørgsmål om et par dage, før de første springer helt ud. Fra tidligere ved jeg, at der er to farvevarianter ; en lyserød og en violet. Begge har plettede blade. Den første er nok Plettet Gøgeurt; den anden er Maj-gøgeurt - uden, at jeg dog er helt sikker.  Man kan antydningsvis se forskellen på disse to billeder, af blomster på spring:

Maj-gøgeurt

Plettet Gøgeurt

Jeg kravlede også lidt rundt nede i kratskoven neden for fjerkrækolonien, da jeg havde skimtet nogle Engkabbelejer dernede. Jeg ved ikke, hvad folk troede, men nysgerrigheden tog overhånd. Det var god nok Engkabbelejer. Når træerne springer ud, og padderokkerne gror til, er det dog ikke et særligt godt voksested, selvom der er så fugtigt dernede, som nogen Engkabbeleje kan ønske sig. Jeg var lidt for hurtigt med billederne, men jeg følte vandet sive ind i mine sko.

Engkabbeleje

Der er hård kamp om pladsen - Engkabbelejerne bliver snart overvokset

Bogfinke-han synger; "Det det det det ka jeg si' li så tit det ska vær' "

Der  er også gang i Engelskgræsset langs Kilen. Engelskgræs trives i salt miljø, og er nu meget hyppig langs landevejene med vinterens salt, der danner miljø, som var det en strandeng. Det er godt for Engelskgræsset, der trives knapt så godt ved Kilen, der jo ikke er så salt som i gamle dage, før dæmningens tid.

Engelskgræs den 15.05.2016

Til sammenligning; engelskgræs den 01.05.2016 - der sker en hel del på et par uger!

Engelskgræs ved <kilen

Jeg fandt også min gamle ven Tormentilen - Blodroden - på vej i blomst med små knopper og et par enkelte blomster. De små gule korsbladede blomster gemmer en stor kraftig rod underneden, der kan blive til fremragende kryddersnaps - bjæsk kalder vi nordjyder den. Der er på mit hemmelige sted en hel koloni, så jeg tror, der kan undværes en enkelt rod eller to over sommeren - de skal være bedst hen på sensommeren.

Tormentilblomst - kaldes også Blodrod efter farven som roden giver, når den skæres over

Der var meget mere at se på, men ny for mig var den her meget smukke kolibri-lignende blomst, der hedder Krat-Fladbælg. den er åbenbart ikke sjælden, men jeg mindes ikke at have set den før. Den er under alle omstændigheder meget flot. Jeg har siden læst, at roden skulle smage godt, som grøntsag betragtet (af kastanje, siger min flora), og den skulle være brugt som lægeplante:

Krat-Fladbælg

Krat-Fladbælg

Nye siv på vej