søndag den 4. september 2016

Stor løvtæge (Acanthosoma haemorrhoidale)


Her i sensommeren har vi haft denne grønne gæst. Den sidder på et blad af rød cornel. Det ser ud til, at den har set om ikke sit spejlbillede, men i hvert fald bladets samme grønne mørkrøde/lilla farver. Måske er det kun et pudsigt sammentræf, men ret flot med denne farvesymmetri.

Det er en nymfe af en stor løvtæge. En nymfe er forstadiet til det endelige insekt. Den vil sikkert finde noget tykt kvas til overvintring og til foråret smide sit konfirmationstøj og blive rigtig voksen. Jeg ved ikke noget om tægen, som sådan, men på nettet står, at den er sjælden i Vestjylland, men her var altså en, der lagde vejen forbi os her ved Kilen.