mandag den 16. maj 2016

Pinse


Struers røde tage og det gamle vandtårn set fra Pynten ved Kilens sving mod syd

Koldfront eller ej, så har vejret her i Struer nu ikke været så ringe Pinsedag. En rigtig kold blæst var der dog. Men det får nu ikke foråret til at gå på stand by. Efter det obligatoriske havearbejde på sådan en pinsedag, var jeg lige rundt for at se til sagerne.

Først og fremmest maj-gøgeurterne. Jeg har sammenlignet med fotografier fra sidste år, og blomstringen er mindst en 8-10 dage senere i år, selvom vi fik en uge med sommervarme for kort tid siden. Men sådan her ser der ud i orkidé-engen lige nu:

Orikidéknop 

Rigtig mange knopper på rigtig mange planter! Det er kun et spørgsmål om et par dage, før de første springer helt ud. Fra tidligere ved jeg, at der er to farvevarianter ; en lyserød og en violet. Begge har plettede blade. Den første er nok Plettet Gøgeurt; den anden er Maj-gøgeurt - uden, at jeg dog er helt sikker.  Man kan antydningsvis se forskellen på disse to billeder, af blomster på spring:

Maj-gøgeurt

Plettet Gøgeurt
Jeg kravlede også lidt rundt nede i kratskoven neden for fjerkrækolonien, da jeg havde skimtet nogle Engkabbelejer dernede. Jeg ved ikke, hvad folk troede, men nysgerrigheden tog overhånd. Det var god nok Engkabbelejer. Når træerne springer ud, og padderokkerne gror til, er det dog ikke et særligt godt voksested, selvom der er så fugtigt dernede, som nogen Engkabbeleje kan ønske sig. Jeg var lidt for hurtigt med billederne, men jeg følte vandet sive ind i mine sko.

Engkabbeleje
Der er hård kamp om pladsen - Engkabbelejerne bliver snart overvokset
Bogfinke-han synger; "Det det det det ka jeg si' li så tit det ska vær' "
Der  er også gang i Engelskgræsset langs Kilen. Engelskgræs trives i salt miljø, og er nu meget hyppig langs landevejene med vinterens salt, der danner miljø, som var det en strandeng. Det er godt for Engelskgræsset, der trives knapt så godt ved Kilen, der jo ikke er så salt som i gamle dage, før dæmningens tid.

Engelskgræs den 15.05.2016

Til sammenligning; engelskgræs den 01.05.2016 - der sker en hel del på et par uger!
Engelskgræs ved <kilen


Jeg fandt også min gamle ven Tormentilen - Blodroden - på vej i blomst med små knopper og et par enkelte blomster. De små gule korsbladede blomster gemmer en stor kraftig rod underneden, der kan blive til fremragende kryddersnaps - bjæsk kalder vi nordjyder den. Der er på mit hemmelige sted en hel koloni, så jeg tror, der kan undværes en enkelt rod eller to over sommeren - de skal være bedst hen på sensommeren.
Tormentilblomst - kaldes også Blodrod efter farven som roden giver, når den skæres over

Der var meget mere at se på, men ny for mig var den her meget smukke kolibri-lignende blomst, der hedder Krat-Fladbælg. den er åbenbart ikke sjælden, men jeg mindes ikke at have set den før. Den er under alle omstændigheder meget flot. Jeg har siden læst, at roden skulle smage godt, som grøntsag betragtet (af kastanje, siger min flora), og den skulle være brugt som lægeplante:

Krat-Fladbælg
Krat-Fladbælg
Nye siv på vej




Ingen kommentarer:

Send en kommentar