mandag den 11. juli 2016

Eng på eng



Engbrandbæger med besøg af engrandøjer

Kan I se det? En af de knæhøje - godt og vel - buketter af eng-brandbæger, der står her der og allevegne lige nu. Men ikke nok med det, den har fint besøg af et par dagsommerfugle af arten eng-randøje. Jeg undskylder billedkvaliteten, men jeg havde kun min mobil med på min løbetur i lørdags inde ved Kjærgaards Mølle - helt i bunden af Kilen.

Den brune sommerfugl har en del "øjne" på undersiden med ligesom en gylden ring omkring - gullringvinge kalder nordmændene den, og de er hvad de ligner - små guldringe. Den er tidligt på færde efter min insektbog at dømme; den flyver først fra slutningen af juli, hedder det. Larverne fra i fjor må være forpuppede og klækkede tidligt. Æggene klækkes senere på sommeren og laverne overvintrer i græstuer.

Engbrandbæger er en giftig plante, der kommer til at stå helt alene i fennerne; heste og kreaturer vil ikke have dem; den smager grimt - og den er dødelig giftig for dem, også tørret i hø, men her smager den ikke grimt, men er lige giftig. Landmænd skal fjerne dem fra høslet. Planten ødelægger leveren med en gift.

Brandbæger - hvoraf navnet. Så vidt jeg kan finde ud af er det på grund af, at de grønne bægerblade rundt om blomsten har sorte spidser - som om de var svedne. Her fra slut-juni og frem ses de gule engbrandbæger-skærme lyse op i landskabet. De dominerer en tid frem, helt hen til oktober, da den øvrige blomsterpragt er aftagende.


Engen ved Kjærgaards mølle - bag træerne bagerst var en oldtidsfæstning - en tilflugtsborg

Ingen kommentarer:

Send en kommentar