Man kan ikke undgå at se denne her, når man går tur på engen ved Kilen. Da den skød op, troede jeg, det var en kvan, men det er det ikke. I anden række havde jeg mistanke om, at det er den - meget - giftige skarntyde, men det er det heller ikke. Skarntyden skal man holde sig fra - vi ved jo alle, at den græske politiker og filosof Sokrates blev henrettet med skarntydesaft i år 399 f.Kr.
Man skal IKKE røre skarntyden; det er på kanten til livsfarligt. Skarntyden har jeg ikke set ved Kilen, men den kan kendes på stilken, der er grøn, med mange ret røde pletter. Jeg har selv en Kvan i haven til at lave bjæsk af, men jeg har ikke rigtig turdet endnu - jeg har set den an i et par år for at være helt sikker. Næste år - tror jeg nok - tør jeg forsøge med en bjæsk. Skarntyden blomster tidligt, og er afblomstret nu - lige som kvanen (!). For at gøre forvirringen komplet er gifttyden lidt senere i blomst, men den har ikke den røde eller blålige stængel, som angeliken. Men igen; hold nalderne fra planterne ved den mindste tvivl. Gifttyden er om end endnu mere giftig, end skarntyden.
Blomsten oven for er en almindelig angelik eller skovangelik, som den også kaldes, selvom den ikke nødvendigvis vokser i skoven - den blomstrer, som det fremgår først nu i slutningen af juli og august ud. Den bruges på samme måde som kvan. Bladene kan bruges som grønsag (stort C-vitaminindhold - godt for vikingerne), stilken kan kandiseres eller sukres og bliver som sukat, men det er især roden, der indeholder en vellugtende olie, der skulle gøre sig i kryddersnaps, og som i hvert fald bruges i parfume og som smagstof til konfekt/slik og den franske likør Chartreuse. Men, men, men: Pas nu på for Hulan!
