Viser opslag med etiketten Barndomsminder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Barndomsminder. Vis alle opslag

mandag den 6. juni 2016

Havgus

Havgus ruller ind over Kilen

Her til aften - den 06. juni 2016 - rullede en, godt nok noget beskeden, havgus ind fra nordvest - men havgus, det var det! Havgusen slørede solnedgangen og skruede også (lidt) ned for temperaturen - men "rigtige havguse" slukker helt for lyset og sænker temperaturen til det halve inden for få minutter. Så dén her "Struer-havgus" var en undermåler i forhold til rigtige havguse. Men den var stor nok til, at jeg stoppede lidt op under min aftenløbetur for at betragte fænomenet, som jeg kender så godt fra mit barndomsland. Fra da havgusen var en trold - eller rettelse: Det synes jeg vist egentlig stadig!

Jeg boede i min barndom på en gård kun 6-7 km fra Jammerbugten. Tæt på klitten og Tranum Klitplantage. Herfra husker jeg havgusen rykke ind for at tage alting i sin besiddelse på sin knugende og truende facon. Deroppe er jorden ret flad og udsynet milevidt, og derfor virkede det nok ekstra stærkt:

Verdens humør skiftede på mindre end et kvarter fra glæde til sorg - sådan føltes det. En trold, der rejste sig fra landskabet og tog alt under sin kontrol(d) og besiddelse, med dårlige vibrationer og klam, kold og salt luft - indtil man fryser - og føler, at man har mistet. Savn - er vist den rigtig følelse. Rigtig Jammerbugt-havgus er ikke noget man ser, man føler den og intimideres af den!

Det skete efter dejlige solrige og vindstille sommerdage, at der rejste sig en mørk skybræmme i det fjerne nordvest; 3-4 gange højere end klitplantagens graner. Kort efter blev styrken i Solens lys skruet ned i en løbende bevægelse - som nutidens lysdæmpere kan - til noget, der mindede om nat.Tyveri ved højlys dag af selveste Solen!

Man så en kæmpemæssig vejtromle komme imod sig med 10-15 km/t. Tromlende landskabet ned - og viskede alle dets detaljer ud. Mest dramatisk var det øjeblik, hvor havgusen skyllede hen over én som en tsúnami, selvom jeg ikke kendte til tsúnamier dengang. Temperaturfaldet  var nærmest øjeblikkeligt og på måske 15 grader. Det, der var en skøn sommerdag blev en grå, kold og klam tåge, så man skulle have sine lange bukser på for at holde varmen. Som en spand koldt vand, som man siger. En smag af salt kom til én.

Fra sommerlarm med fuglefløjt, blev der bag havgusens mur stille. Selv fuglene troede vist, det var nat og forstummedes og gjorde klar til natteleje. Der blev bogstavelig talt lagt en dæmper på. Havgusen kunne være så salt, at den sved de nye afgrøder. Endda graner, kunne blive helt rustrøde, på den side, hvor havgusen havde ramt. Brandsår, der viste, at her havde noget farligt passeret.

Lidt det samme foregik her i aften ved Kilen, men en meget mild version, og næppe med nogen svedne afgrøder til følge: Det var en lille trold. Men alligevel stor nok til at få minderne frem i lyset fra hukommelsens grå havgus om den rigtige trold fra barndommens land - inden jeg løb videre på Kilstien.

***

Havgusen skabes af luftmasser fra land og hav med forskellig temperaturer og dermed vandmætning. Når de mødes og dannes skyer ved jorden, der flyttes hen, hvor der er vakuum fra varm, opstigende luft. Det er på varme, stille dage, det sker. Luften over land varmes op og stiger til vejrs. Det vakuum, lavtryk, der efterlades, fyldes op ved at luft ude fra havet trækkes ind - det er søbrise i en noget voldsommere form, end den vi kender fra de dejlige sommeraftener, hvor den kommer til os og svaler efter Solens stærke skin. Den koldere søluft er mere vandmættet. Når den møder de  varmere luftmasser inde over land og også påvirkes af selve jordens varme og varmeafstråling efter dagens solskin, fortættes vandindholdet til små vanddråber - i en tæt, mørk tåge; eller havgus.


mandag den 16. maj 2016

Gyvel

Gyvel på udsigtspunktet over det, jeg kalder Pynten - tangen  i baggrunden
Gyvelen er rigtig flot lige nu. Blomsterne lyser bogstavelig talt op. Planten er generelt lidt giftig, men frøene er rigtig giftige. Planten har også en tendens til at brede sig uhæmmet fra haver og steder, hvor man har plantet importerede gyvel af forskellige varianter, der ikke hører hjemme her, som den almindelige gyvel dog gør.

Man har også brugt gyvelen til at befæstige skrånende terræn, f.eks. jernbanevolde, da den gror nemt og har et meget langt rodnet. Gyvelen har ikke mange blade, og det er nok for at kunne klare sig i tørre som områder med sandjord, og sikkert for at undgå at blive spist. Dens eneste naturlige fjende er vist harer, der elsker gyvelbarken, og som ofte "ringer" busken helt, så den går ud. Forsvaret mod denne fjende er en stor mængde - meget giftige - frø, der er holdbare i jorden i mange år. Så selvom harerne har været slemt sultne i strenge vintre, så kan der efter nogle år skyde nye "gyvel-børn" frem, i et ellers uddødt buskads.

Jeg tror, at de gyvel, der findes her ved Kilen stort set er oprindelige på stedet. Sandbunden her fra istidens store skylle-maskine er i hvert fald gyvel-terræn. Gyvelen har en evne til at binde kvælstof fra luften, vist med hjælp fra bakteriekulturer ved dens rødder. Den kan derfor gro på meget mager sandjord ved at producere sin egen gødning, så at sige.

Gyvelbuske ved Kilen
Den kolde blæst gik til marv og ben, mens jeg stod på udsigtspunktet og så Solen forsvinde. Jeg tænkte på et af mine første minder i det hele taget, og det handler om gyvel. Måske derfra, jeg har et lidt anstrengt forhold til planten - den skal aldrig i min have!

Jeg var nok 3-4 år - måske yngre, for jeg husker ikke min lillebror Klaus fra turen - han er knap 2 år yngre end mig. Jeg var med min mor og far i bil. Mor havde lånt min lille skovl, for hun ville have en gyvel til sin have. Jeg var meget glad for den skovl, og lidt stolt over, at hun også kunne bruge den. Det var ved Bøgebakke tæt på Brovst, der stod en masse gyvel op ad skrænten. Det var måske ikke helt i sin orden at tage en plante, men der var jo så mange.

Efter opgravningen, som jeg kunne følge fra bilen, når jeg stod på kardanboksen midt i på bagsædet, lod mor til min store fortrydelse skovlen ligge, mens hun kom tilbage og lagde busken i bilen, som far vendte rundt efter veludført gerning. Jeg gik i panik for at få min skovl, der bare lå der i rabatten, og blev forsikret om, at den skulle vi da have med. Men mine bange anelser holdt desværre stik, og panikken var berettiget, for pludselig dukkede en mand op og tog skovlen med sig. Jeg tror han havde set det hele, og han stjal helt åbenlyst min skovl! Måske grundejeren, der tog sin betaling, tænker jeg. Jeg husker ikke andet end denne totale magtesløshed.

Solnedgang den 16.05.2016 - med lidt gyvel i forgrunden - dramatisk, som min historie