 |
| Havgus ruller ind over Kilen |
Her til aften - den 06. juni 2016 - rullede en, godt nok noget beskeden, havgus ind fra nordvest - men havgus, det var det! Havgusen slørede solnedgangen og skruede også (lidt) ned for temperaturen - men "rigtige havguse" slukker helt for lyset og sænker temperaturen til det halve inden for få minutter. Så dén her "Struer-havgus" var en undermåler i forhold til rigtige havguse. Men den var stor nok til, at jeg stoppede lidt op under min aftenløbetur for at betragte fænomenet, som jeg kender så godt fra mit barndomsland. Fra da havgusen var en trold - eller rettelse: Det synes jeg vist egentlig stadig!
Jeg boede i min barndom på en gård kun 6-7 km fra Jammerbugten. Tæt på klitten og Tranum Klitplantage. Herfra husker jeg havgusen rykke ind for at tage alting i sin besiddelse på sin knugende og truende facon. Deroppe er jorden ret flad og udsynet milevidt, og derfor virkede det nok ekstra stærkt:
Verdens humør skiftede på mindre end et kvarter fra glæde til sorg - sådan føltes det. En trold, der rejste sig fra landskabet og tog alt under sin kontrol(d) og besiddelse, med dårlige vibrationer og klam, kold og salt luft - indtil man fryser - og føler, at man har mistet. Savn - er vist den rigtig følelse. Rigtig Jammerbugt-havgus er ikke noget man ser, man føler den og intimideres af den!
Det skete efter dejlige solrige og vindstille sommerdage, at der rejste sig en mørk skybræmme i det fjerne nordvest; 3-4 gange højere end klitplantagens graner. Kort efter blev styrken i Solens lys skruet ned i en løbende bevægelse - som nutidens lysdæmpere kan - til noget, der mindede om nat.Tyveri ved højlys dag af selveste Solen!
Man så en kæmpemæssig vejtromle komme imod sig med 10-15 km/t. Tromlende landskabet ned - og viskede alle dets detaljer ud. Mest dramatisk var det øjeblik, hvor havgusen skyllede hen over én som en tsúnami, selvom jeg ikke kendte til tsúnamier dengang. Temperaturfaldet var nærmest øjeblikkeligt og på måske 15 grader. Det, der var en skøn sommerdag blev en grå, kold og klam tåge, så man skulle have sine lange bukser på for at holde varmen. Som en spand koldt vand, som man siger. En smag af salt kom til én.
Fra sommerlarm med fuglefløjt, blev der bag havgusens mur stille. Selv fuglene troede vist, det var nat og forstummedes og gjorde klar til natteleje. Der blev bogstavelig talt lagt en dæmper på. Havgusen kunne være så salt, at den sved de nye afgrøder. Endda graner, kunne blive helt rustrøde, på den side, hvor havgusen havde ramt. Brandsår, der viste, at her havde noget farligt passeret.
Lidt det samme foregik her i aften ved Kilen, men en meget mild version, og næppe med nogen svedne afgrøder til følge: Det var en lille trold. Men alligevel stor nok til at få minderne frem i lyset fra hukommelsens grå havgus om den rigtige trold fra barndommens land - inden jeg løb videre på Kilstien.
***
Havgusen skabes af luftmasser fra land og hav med forskellig temperaturer og dermed vandmætning. Når de mødes og dannes skyer ved jorden, der flyttes hen, hvor der er vakuum fra varm, opstigende luft. Det er på varme, stille dage, det sker. Luften over land varmes op og stiger til vejrs. Det vakuum, lavtryk, der efterlades, fyldes op ved at luft ude fra havet trækkes ind - det er søbrise i en noget voldsommere form, end den vi kender fra de dejlige sommeraftener, hvor den kommer til os og svaler efter Solens stærke skin. Den koldere søluft er mere vandmættet. Når den møder de varmere luftmasser inde over land og også påvirkes af selve jordens varme og varmeafstråling efter dagens solskin, fortættes vandindholdet til små vanddråber - i en tæt, mørk tåge; eller havgus.
