Byger og blæsevejr

Kilens enge med felter af lillarøde gederams

Det er blevet dansk sommer, som vi kender det. Der kom også en byge under aftenens spadseretur i aftes, men også solstrejf. Jeg så sommerens hidtil største stærefolk, men desværre var de ikke i humør til at give flyveopvisning, men gik direkte til køjs i sivskoven. De sidste unger er hoppet af reden og slutter sig nu med forældrene til flokken hen under aften.

Gederams

Tidslerne står overalt i blomst. Jeg synes, den har en egne skønhed, utilnærmelig og dog flot og særpræget i engenes grønne. Ellers er skrænterne ned mod Kilen netop nu præget af gederams, der er gået i blomst med deres lillarøde felter. Rydningsblomst, tjæreblomst, järnvägsblomma. Den har mange navne, der vidner om, at den findes, hvor lys bringes ind efter skovdække. Den breder sig ved rodskud, men blomsterne danner også som de blomstrer af mod toppen en skulp, der pludselig springer og sender masser af fnug i luften. De kan så - en millionte del af dem, eller mindre  - lande og danne en ny koloni.

Tidselblomster

Sankt Hans aften 2016

Efter årets korteste dag i forgårs og masser af regn de sidste dage - også i dag - klarede det lidt op her kl. 19.30. Man kan nærmest fornemme vækst med den varme luft, der render ind over os. Hvilken frodighed. Her et lille snapshot fra gåturen på Kilstien, mens de tapre grundejerforenings-bestyrelsesmedlemmer kæmpede med at holde ild i det klaskvåde bål. Den vilde kørvel (forrest) har sat frø og bladene er ved at visne ned. Vinterbyggen på marken bagved står kraftigt og begynder at blegne i toppen. Nede over Kilens vandflade damper den kolde overflade op i den varme luft, der løber ind fra sydvest.

Solsort, jr.

For 3-4 uger siden lagde solsorten, for jeg ved ikke hvilket år i træk, 4 æg i en rede på vores gamle vinstok på terassen. De blev ruget ud for et 2-3 uger siden, midt i den varme periode, hvor de små ny gispede efter luft - og orm. Det er hunnen, som er brunlig-broget, der ruger, men begge passer ungerne. Farmand, der er kulsort, tager sig af sang og advarsler, når naboens kat nærmer sig, medens mor ruger.

Men, som sagt, begge mader flittigt og præsterer pendulfart til reden i 2-3 uger i et hæsblæsende tempo. De 4 små er efterhånden blevet til 3, så 2 og nu 1. Måske var der for lidt føde, måske har katten taget sin told - eller andre røvere har været der. Faktum er, at den ene unge nu er blevet stor og ret grim, men den spiser godt og hopper lidt rundt på vinrankerne og skider en del på terassefliserne. I løbet af de næste dage vil den helt hoppe af reden og blive kratlusker sammen med forældrene, der lige skal sørge for føden lidt endnu, til dens vinger kan bære.

Om et par uger vil forældrene tænke på hold 2 og derefter måske endda hold 3, inden de kan tænke på sig selv en tid, før de evt. trækker ned foran kulden til Sydeuropa. Jeg ved ikke om de danner par for livet, men et eller andet sted synes jeg, der er noget der tyder på, at mor-solsort er den samme, når den helt præcis vælger samme redeplads hos os år for år - men den ene solsort ligner jo dog den anden?!

Hyld

Hyld ved Kilens bredder

Billedet her er fra i går - en lun og mild aften. Nu til aften er der østenvind og lidt køligt/skyet. Stærene er begyndt at samles til lidt 'sort sol' igen. Deres unger er, for de flestes vedkommende, fløjet fra reden; andre har yngelpleje lidt endnu - de får kun ét kuld. 'Sort sol' tog en pause tidligere i foråret, fra de gik på reden midt i april. Men nu kan man igen glædes ved det utrolige synkronflyveri.

Samtidig er hylden, som det ses, gået i blomst, og dufter dejligt i stille sommerluft. Blomsterne lyser livsbekræftende op på sådan en pastelfarvet aften, hvor en psykopat i blodrus i Orlando tidligere på søndagen havde ladet mørket og mismodet sænke sig.

Hylden er god til træskeer, hyldedrik og hyldesaft. Nu bruges den ofte som smagsingrediens i øl. Men den er også god til at kurere sygdomme - eller rettere den mærkelige oldgamle husgudinde - Hyldemor - der bor i hylden er god til at kurere sygdomme. Man kunne sætte sygdommen på træet, binde den på træet, men der skulle også vises respekt med et lille offer og måske en remse til træets og Hyldemor ære. Ellers kunne Hyldemor blive sur, og gøre ondt værre.

Man kunne tage en klud fra det syge sted og binde på træet, så kunne det syge kureres, men man skulle bede Hyldemor om lov og tilgivelse - på samme måde, hvis man ville hugge lidt kvas til bålet, eller skære en ny træske eller grydeske af hylden. Nogle gik ligefrem baglæns hen og mumlede trylleremser for at få lov, og undgå at der blev kastet et onde på en - der har sikkert også været ofret til Hyldemor. Det er mindelser fra den hedenske tid. 

I H.C. Andersens eventyr "Hyldemor", siger den gamle dame: ”Nogle kalde mig Hyldemoer, Andre kalde mig Dryade, men egentlig hedder jeg Erindring, det er mig, der sidder i Træet, som voxer og voxer, jeg kan huske, jeg kan fortælle!”

Hyldemor er med andre ord en lille skytsånd for hjemmet. Under hylden er der beskyttelse og fred. Selvom de mange fugleklatter fra fuglemåltider på hyldebær får hyld til at spire alle mulige og umulige steder, så så man i min barndom ofte, at man lod hyld stå og gro op ad huse, selvom det var til skade besvær for kalkning, mures holdbarhed og flisebelægning. Gammel respekt for Hyldemor.

Ude i verden havde en hjernevasket psykopat, som sagt myrdet løs og her var ingen beskyttelse under Hyldemors vinger. Jeg gik hjem og tænkte teksten igennem til U2s Sunday, Bloody Sunday......"I can't believe the news today...!" 

Slangeurt

Slangeurt - eller pileurt - har slået sig ned ved Kilen. De står lige ved Kilstien, hvor husene tæt langs stien 'ophører'/rykker tilbage et stykke ude mod vest. Nogen må have sluppet den ud fra en have, da den ikke er naturligt forekommende i Danmark, og da den bruges som prydplante i haver.

Den breder sig kraftigt. Den er flerårig (en staude). Den ser nu ret flot ud der på kanten til Kilen. Men den burde ikke være her. Den er, som sagt, ret ekspansiv og breder sig hurtigt - og med sin kraftige vækst undertrykker den anden naturlig vegetation.

Slange-navnet har den efter sin snoede rod. Dens latinske navn Bistorta officinalis betyder også (første led) "dobbeltsnoet" - eller noget i den retning. Den har nærmest aks - en kærte - med tætsiddende blomster.

Selvom den er flot, er det alligevel ret irriterende, at beboerne i husene her på "Guldkysten" stadig smider deres haveaffald ned ad skrænterne. Man skulle ikke tro, at de selv bor her og - undskyld mig - skider i egen rede. Bredderne er fredede, og os der bor her må da gå forrest for at beskytte den unikke natur, vi bor i. Det er ikke i orden!

Havgus

Havgus ruller ind over Kilen

Her til aften - den 06. juni 2016 - rullede en, godt nok noget beskeden, havgus ind fra nordvest - men havgus, det var det! Havgusen slørede solnedgangen og skruede også (lidt) ned for temperaturen - men "rigtige havguse" slukker helt for lyset og sænker temperaturen til det halve inden for få minutter. Så dén her "Struer-havgus" var en undermåler i forhold til rigtige havguse. Men den var stor nok til, at jeg stoppede lidt op under min aftenløbetur for at betragte fænomenet, som jeg kender så godt fra mit barndomsland. Fra da havgusen var en trold - eller rettelse: Det synes jeg vist egentlig stadig!

Jeg boede i min barndom på en gård kun 6-7 km fra Jammerbugten. Tæt på klitten og Tranum Klitplantage. Herfra husker jeg havgusen rykke ind for at tage alting i sin besiddelse på sin knugende og truende facon. Deroppe er jorden ret flad og udsynet milevidt, og derfor virkede det nok ekstra stærkt:

Verdens humør skiftede på mindre end et kvarter fra glæde til sorg - sådan føltes det. En trold, der rejste sig fra landskabet og tog alt under sin kontrol(d) og besiddelse, med dårlige vibrationer og klam, kold og salt luft - indtil man fryser - og føler, at man har mistet. Savn - er vist den rigtig følelse. Rigtig Jammerbugt-havgus er ikke noget man ser, man føler den og intimideres af den!

Det skete efter dejlige solrige og vindstille sommerdage, at der rejste sig en mørk skybræmme i det fjerne nordvest; 3-4 gange højere end klitplantagens graner. Kort efter blev styrken i Solens lys skruet ned i en løbende bevægelse - som nutidens lysdæmpere kan - til noget, der mindede om nat.Tyveri ved højlys dag af selveste Solen!

Man så en kæmpemæssig vejtromle komme imod sig med 10-15 km/t. Tromlende landskabet ned - og viskede alle dets detaljer ud. Mest dramatisk var det øjeblik, hvor havgusen skyllede hen over én som en tsúnami, selvom jeg ikke kendte til tsúnamier dengang. Temperaturfaldet  var nærmest øjeblikkeligt og på måske 15 grader. Det, der var en skøn sommerdag blev en grå, kold og klam tåge, så man skulle have sine lange bukser på for at holde varmen. Som en spand koldt vand, som man siger. En smag af salt kom til én.

Fra sommerlarm med fuglefløjt, blev der bag havgusens mur stille. Selv fuglene troede vist, det var nat og forstummedes og gjorde klar til natteleje. Der blev bogstavelig talt lagt en dæmper på. Havgusen kunne være så salt, at den sved de nye afgrøder. Endda graner, kunne blive helt rustrøde, på den side, hvor havgusen havde ramt. Brandsår, der viste, at her havde noget farligt passeret.

Lidt det samme foregik her i aften ved Kilen, men en meget mild version, og næppe med nogen svedne afgrøder til følge: Det var en lille trold. Men alligevel stor nok til at få minderne frem i lyset fra hukommelsens grå havgus om den rigtige trold fra barndommens land - inden jeg løb videre på Kilstien.

***

Havgusen skabes af luftmasser fra land og hav med forskellig temperaturer og dermed vandmætning. Når de mødes og dannes skyer ved jorden, der flyttes hen, hvor der er vakuum fra varm, opstigende luft. Det er på varme, stille dage, det sker. Luften over land varmes op og stiger til vejrs. Det vakuum, lavtryk, der efterlades, fyldes op ved at luft ude fra havet trækkes ind - det er søbrise i en noget voldsommere form, end den vi kender fra de dejlige sommeraftener, hvor den kommer til os og svaler efter Solens stærke skin. Den koldere søluft er mere vandmættet. Når den møder de  varmere luftmasser inde over land og også påvirkes af selve jordens varme og varmeafstråling efter dagens solskin, fortættes vandindholdet til små vanddråber - i en tæt, mørk tåge; eller havgus.

Rørspurv

Rørspurve-han sidder og rører stemmen i rørene

Selv med stativ og tele er det ikke noget godt billede, men hovedpersonen er dog meget genkendelig. Dels sang han i vilden sky - det var sådan, jeg fik øje på ham. En noget kedelig, ensformig og langsommelig sang i retning af tji-tji-tji-tjiiip, hvis det giver mening, og gentaget ofte og længe.

Stedet - lige i kanten af rørene og siddende på et siv, vidner om, at det er en rørspurv på samme måde som feltkendetegnene: Sort hoved, hvid "præstekrave" (halsring i hvert fald) og brun ryg. Han må have hustruen, der er mere grå og mindre sangglad, på æg lige nu - måske er de klækket, de starter nemlig vistnok midt i maj på første kuld af op til 2. Reden er på jorden et sted i nærheden - her hvor husene på Sarpsborgvej bag Kilstien "begynder" og fortsætter ud på vest.