tirsdag den 12. juli 2016

Engbrandbæger med gæster



Sidst fortalte jeg om engrandøje-sommerfugle på en engbrandbæger. Her til aften har jeg mødt 2 andre typer dyreliv i engbrandbæger. Oven for er en natsommerfuglelarve - larven af blodplet. Ja, det lyder værre, end det er. Der er ikke en særlig blodig historie, men refererer til farven på den meget flotte rødsorte nat-sommerfugl. Larverne er åbenbart lige kommet frem. De lever på og af engbrandbæger, der er for blodpletlarven, hvad nælden er for nældens takvingelarve; barndomshjem og spisebord i en lækker kombi.

Husk, at for husdyr er engbrandbæger dødeligt giftig. De skal nok lade være at spise den frisk, men den grimme smag forsvinder, når den er tørret som i hø, og det er farligt!

Nedenfor er der romantik - eller rettere erotik - for alle pengene. Stadiet før barndomshjem, jf. ovenfor, om man så må sige! Et par rød kardinalbille går rigtig til den i en blomsterseng. Der er gang i formeringen i insekternes verden.

De bagerste blomster, der ikke er fuldt udsprungne, ligner et bæger med flammer op af, hvilket nok er forklaringen på navnet, sammen med det grønne bægers toppe er sortsvedne; det er nok forklaringen på navnet, engbrandbæger.


mandag den 11. juli 2016

Eng på eng



Engbrandbæger med besøg af engrandøjer

Kan I se det? En af de knæhøje - godt og vel - buketter af eng-brandbæger, der står her der og allevegne lige nu. Men ikke nok med det, den har fint besøg af et par dagsommerfugle af arten eng-randøje. Jeg undskylder billedkvaliteten, men jeg havde kun min mobil med på min løbetur i lørdags inde ved Kjærgaards Mølle - helt i bunden af Kilen.

Den brune sommerfugl har en del "øjne" på undersiden med ligesom en gylden ring omkring - gullringvinge kalder nordmændene den, og de er hvad de ligner - små guldringe. Den er tidligt på færde efter min insektbog at dømme; den flyver først fra slutningen af juli, hedder det. Larverne fra i fjor må være forpuppede og klækkede tidligt. Æggene klækkes senere på sommeren og laverne overvintrer i græstuer.

Engbrandbæger er en giftig plante, der kommer til at stå helt alene i fennerne; heste og kreaturer vil ikke have dem; den smager grimt - og den er dødelig giftig for dem, også tørret i hø, men her smager den ikke grimt, men er lige giftig. Landmænd skal fjerne dem fra høslet. Planten ødelægger leveren med en gift.

Brandbæger - hvoraf navnet. Så vidt jeg kan finde ud af er det på grund af, at de grønne bægerblade rundt om blomsten har sorte spidser - som om de var svedne. Her fra slut-juni og frem ses de gule engbrandbæger-skærme lyse op i landskabet. De dominerer en tid frem, helt hen til oktober, da den øvrige blomsterpragt er aftagende.


Engen ved Kjærgaards mølle - bag træerne bagerst var en oldtidsfæstning - en tilflugtsborg

tirsdag den 5. juli 2016

Bugtet kløver og kællingetand

Bugtet kløver (Trifolium medium)
Ærteblomstfamilien er rigtig på færde i øjeblikket - knapt har gyvelen smidt sine tusindvis af blomster og er nu ved at sætte bælge og kaste frø, før dens mindre fætre som kløvere, musevikke og kællingetand blomstrer overalt ved Kilen.

Den første her oven for er bugtet kløver, der har en egen skøn farve. Bugtet er vist på grund af stænglen, der bugter sig. Bladene er nok tre, som ved de almindelige hvis- og rødkløver, men her ovale og små - og med nogle sære små albinopletter på. Det er godt foder, og den klarer selv lidt gødningsproduktion til sig selv den laver sin egen kvælstof, som gyvelen og de andre ærteblomster.


Kællingetand

Den gule fætter findes overalt. set tæt på, er den rigtig flot. Som blomster i en busk falder de lidt ud i et og ligner alle de andre gule blomster. Men den har faktisk rødlige toner. Kællingetand-navnet har den vist efter den knapt udsprungne blomsts form: Den ligner en gul, meget spids hugtand. Også kællingetand er en foderplante og gøder omkring sig ved at producere sit eget kvælstof  - og mere end til dens eget brug.

Kællingetand



Milesten og hunderoser

Det er blevet juli og højsommer. Fra nu af går det kun tilbage med mangfoldigheden og frodigheden, selvom de sidste blomster ikke er sprunget ud endnu. Vejret har de sidste dage ladet en del tilbage at ønske. Masser af byger og ikke så meget varme. Jeg træner til at løbe Run To The Beat den 03.09.2016, men også for at give alderen baghjul i al almindelighed. I fredags forsøgte jeg min gamle disciplin med at løbe Kilen Rundt - 14 kilometer. Det gik ganske godt, selvom der var lidt krap og kold modvind en del af vejen.

På turen kan man se 2 milesten af Ole Rømer-typen fra 1690'erne. Det er den gamle hovedvej, som stadig har disse klenodier stående. Den ene ved Kjærgaards Mølle med ét hul - en kvartmilesten, den anden knap 2 kilometer længere væk mod Resen Kirke. Den har 2 huller - en halvmilesten. Stenene er fine at have stående. Meget gammelt vejudstyr bliver desværre  udsat for disrespekt - det er lidt ærgerligt, når de blot står der og minder, om de forbindelser der var - og som er.

Halvmilesten ved Resen Kirke

En dansk mil var ca. 7,5 km. Ole Rømer (1644-1710) er en af vort lands fremmeste personer. Vejopmålingen for Chr. V var kun en lille ting af hans virke. Han var også professor i astronomi, opdagede "lysets tøven". Han var højesteretsdommer ("justitsråd"), og borgmester og politidirektør i København. Hertil kom bl.a. hans standardisering af de mange lokale mål og enheder i et sammenhængende for kongeriget.

Halvmilesten ved resen Kirke viser nogenlunde halvejsmærket på min løbetur, der gik overraskende godt. Nu ser jeg med fortrøstning frem til 10 km den 03.09.2016 til "Run To The Beat - Powered By Bang & Olufsen".

Hunderoser

Ved Kilen er der rigtig mange blomster lige nu, og ikke mindst græsserne står i fuldt flor. Det har en særdeles irriterende allergi kraftigt påmindet mig om de sidste par uger. Jeg sætter lidt billeder på af, hvordan det ser ud lige nu omkring den 01. juli. Ude på engen neden for de vestligste huse på Sarpsborgvej står en del små træer og buske. Lige nu er et af dem fyldt med røde blomster - hunderoser. Mægtig flotte blomster, men busken er fyldt med ugæstfri pigge. Nok se, men ikke røre!

Hunderose



tirsdag den 28. juni 2016

Byger og blæsevejr

Kilens enge med felter af lillarøde gederams

Det er blevet dansk sommer, som vi kender det. Der kom også en byge under aftenens spadseretur i aftes, men også solstrejf. Jeg så sommerens hidtil største stærefolk, men desværre var de ikke i humør til at give flyveopvisning, men gik direkte til køjs i sivskoven. De sidste unger er hoppet af reden og slutter sig nu med forældrene til flokken hen under aften.

Gederams
Tidslerne står overalt i blomst. Jeg synes, den har en egne skønhed, utilnærmelig og dog flot og særpræget i engenes grønne. Ellers er skrænterne ned mod Kilen netop nu præget af gederams, der er gået i blomst med deres lillarøde felter. Rydningsblomst, tjæreblomst, järnvägsblomma. Den har mange navne, der vidner om, at den findes, hvor lys bringes ind efter skovdække. Den breder sig ved rodskud, men blomsterne danner også som de blomstrer af mod toppen en skulp, der pludselig springer og sender masser af fnug i luften. De kan så - en millionte del af dem, eller mindre  - lande og danne en ny koloni.

Tidselblomster







torsdag den 23. juni 2016

Sankt Hans aften 2016



Efter årets korteste dag i forgårs og masser af regn de sidste dage - også i dag - klarede det lidt op her kl. 19.30. Man kan nærmest fornemme vækst med den varme luft, der render ind over os. Hvilken frodighed. Her et lille snapshot fra gåturen på Kilstien, mens de tapre grundejerforenings-bestyrelsesmedlemmer kæmpede med at holde ild i det klaskvåde bål. Den vilde kørvel (forrest) har sat frø og bladene er ved at visne ned. Vinterbyggen på marken bagved står kraftigt og begynder at blegne i toppen. Nede over Kilens vandflade damper den kolde overflade op i den varme luft, der løber ind fra sydvest.

søndag den 19. juni 2016

Solsort, jr.


For 3-4 uger siden lagde solsorten, for jeg ved ikke hvilket år i træk, 4 æg i en rede på vores gamle vinstok på terassen. De blev ruget ud for et 2-3 uger siden, midt i den varme periode, hvor de små ny gispede efter luft - og orm. Det er hunnen, som er brunlig-broget, der ruger, men begge passer ungerne. Farmand, der er kulsort, tager sig af sang og advarsler, når naboens kat nærmer sig, medens mor ruger.

Men, som sagt, begge mader flittigt og præsterer pendulfart til reden i 2-3 uger i et hæsblæsende tempo. De 4 små er efterhånden blevet til 3, så 2 og nu 1. Måske var der for lidt føde, måske har katten taget sin told - eller andre røvere har været der. Faktum er, at den ene unge nu er blevet stor og ret grim, men den spiser godt og hopper lidt rundt på vinrankerne og skider en del på terassefliserne. I løbet af de næste dage vil den helt hoppe af reden og blive kratlusker sammen med forældrene, der lige skal sørge for føden lidt endnu, til dens vinger kan bære.

Om et par uger vil forældrene tænke på hold 2 og derefter måske endda hold 3, inden de kan tænke på sig selv en tid, før de evt. trækker ned foran kulden til Sydeuropa. Jeg ved ikke om de danner par for livet, men et eller andet sted synes jeg, der er noget der tyder på, at mor-solsort er den samme, når den helt præcis vælger samme redeplads hos os år for år - men den ene solsort ligner jo dog den anden?!