Havgus

Havgus ruller ind over Kilen

Her til aften - den 06. juni 2016 - rullede en, godt nok noget beskeden, havgus ind fra nordvest - men havgus, det var det! Havgusen slørede solnedgangen og skruede også (lidt) ned for temperaturen - men "rigtige havguse" slukker helt for lyset og sænker temperaturen til det halve inden for få minutter. Så dén her "Struer-havgus" var en undermåler i forhold til rigtige havguse. Men den var stor nok til, at jeg stoppede lidt op under min aftenløbetur for at betragte fænomenet, som jeg kender så godt fra mit barndomsland. Fra da havgusen var en trold - eller rettelse: Det synes jeg vist egentlig stadig!

Jeg boede i min barndom på en gård kun 6-7 km fra Jammerbugten. Tæt på klitten og Tranum Klitplantage. Herfra husker jeg havgusen rykke ind for at tage alting i sin besiddelse på sin knugende og truende facon. Deroppe er jorden ret flad og udsynet milevidt, og derfor virkede det nok ekstra stærkt:

Verdens humør skiftede på mindre end et kvarter fra glæde til sorg - sådan føltes det. En trold, der rejste sig fra landskabet og tog alt under sin kontrol(d) og besiddelse, med dårlige vibrationer og klam, kold og salt luft - indtil man fryser - og føler, at man har mistet. Savn - er vist den rigtig følelse. Rigtig Jammerbugt-havgus er ikke noget man ser, man føler den og intimideres af den!

Det skete efter dejlige solrige og vindstille sommerdage, at der rejste sig en mørk skybræmme i det fjerne nordvest; 3-4 gange højere end klitplantagens graner. Kort efter blev styrken i Solens lys skruet ned i en løbende bevægelse - som nutidens lysdæmpere kan - til noget, der mindede om nat.Tyveri ved højlys dag af selveste Solen!

Man så en kæmpemæssig vejtromle komme imod sig med 10-15 km/t. Tromlende landskabet ned - og viskede alle dets detaljer ud. Mest dramatisk var det øjeblik, hvor havgusen skyllede hen over én som en tsúnami, selvom jeg ikke kendte til tsúnamier dengang. Temperaturfaldet  var nærmest øjeblikkeligt og på måske 15 grader. Det, der var en skøn sommerdag blev en grå, kold og klam tåge, så man skulle have sine lange bukser på for at holde varmen. Som en spand koldt vand, som man siger. En smag af salt kom til én.

Fra sommerlarm med fuglefløjt, blev der bag havgusens mur stille. Selv fuglene troede vist, det var nat og forstummedes og gjorde klar til natteleje. Der blev bogstavelig talt lagt en dæmper på. Havgusen kunne være så salt, at den sved de nye afgrøder. Endda graner, kunne blive helt rustrøde, på den side, hvor havgusen havde ramt. Brandsår, der viste, at her havde noget farligt passeret.

Lidt det samme foregik her i aften ved Kilen, men en meget mild version, og næppe med nogen svedne afgrøder til følge: Det var en lille trold. Men alligevel stor nok til at få minderne frem i lyset fra hukommelsens grå havgus om den rigtige trold fra barndommens land - inden jeg løb videre på Kilstien.

***

Havgusen skabes af luftmasser fra land og hav med forskellig temperaturer og dermed vandmætning. Når de mødes og dannes skyer ved jorden, der flyttes hen, hvor der er vakuum fra varm, opstigende luft. Det er på varme, stille dage, det sker. Luften over land varmes op og stiger til vejrs. Det vakuum, lavtryk, der efterlades, fyldes op ved at luft ude fra havet trækkes ind - det er søbrise i en noget voldsommere form, end den vi kender fra de dejlige sommeraftener, hvor den kommer til os og svaler efter Solens stærke skin. Den koldere søluft er mere vandmættet. Når den møder de  varmere luftmasser inde over land og også påvirkes af selve jordens varme og varmeafstråling efter dagens solskin, fortættes vandindholdet til små vanddråber - i en tæt, mørk tåge; eller havgus.

Rørspurv

Rørspurve-han sidder og rører stemmen i rørene

Selv med stativ og tele er det ikke noget godt billede, men hovedpersonen er dog meget genkendelig. Dels sang han i vilden sky - det var sådan, jeg fik øje på ham. En noget kedelig, ensformig og langsommelig sang i retning af tji-tji-tji-tjiiip, hvis det giver mening, og gentaget ofte og længe.

Stedet - lige i kanten af rørene og siddende på et siv, vidner om, at det er en rørspurv på samme måde som feltkendetegnene: Sort hoved, hvid "præstekrave" (halsring i hvert fald) og brun ryg. Han må have hustruen, der er mere grå og mindre sangglad, på æg lige nu - måske er de klækket, de starter nemlig vistnok midt i maj på første kuld af op til 2. Reden er på jorden et sted i nærheden - her hvor husene på Sarpsborgvej bag Kilstien "begynder" og fortsætter ud på vest.

Gul iris

Gul iris foran Sarpsborgparken

Tæt på Sarpsborgparken er der et vandhul - vel nærmest efterhånden kun et lille mosehul. Men lige nu i begyndelsen af juni er der en frodighed med gul iris i blomst. Den ser jo ret lækker ud, men man skal ikke tage smagsprøver, for den er endda vist meget giftig. Gul iris kaldes også for sværdliljer, men det er ikke en lilje. Bladene er dog spidse og sværdformede, som det ses.

Landingsanvisninger på kronbladende

Selvom den hedder iris - regnbue - har denne type kun en farve, nemlig gul. Iris'erne er vist navngivet sådan på grund af andre mere flerfarvede typer. De tre kronblade kan jo rent symbolsk tages til indtægt for mangt og meget.

Fluer de lis

Treenigheden, kan den symbolisere, eksempelvis, men også jomfru Maria har den som symbol. De franske konger har taget den til sig som deres - fleur de lis, den franske lilje. Den ser man ofte på våbenskjold af forskellig art. F.eks. i min nu hedengangne hjemkommune; Brovst og naboen Fjerritslev. Men lilje er den så altså ikke, det er en iris.

De brune aftegninger fungerer nok som lysene på en landingsbane for bestøvende insekter

Blomsterne danne frø, der kan flyde, så arten kan spredes med det vand, som gul iris er uløseligt forbundet med. Her ved mosehullet ved Sarpsborgparken kan det nu ikke føre til megen spredning af arten, men det ser ud til, at gul iris trives godt på stedet. Men lad nu være med at plukke; som sagt er den meget giftig og især saften.

O.V. Hansens Plantage og Vestcenter Kilen i baggrunden til venstre

Skovflåt

 For første gang, så vid jeg ved, har jeg pådraget mig en skovflåt her ved Kilen. Jeg luskede lidt rundt i græsset ved O.V. Hansens Plantage for at fotografere, og da jeg kom hjem kravlede tægen rundt og ledte efter et godt sted til sit bid for at suge blod.

Det er en lille vampyr, der har brug for blodet for at fuldende sin livscyklus. Normalt går det ud over rådyr. Der er faktisk rådyr i området, så egentlig er det ikke nogen sensation. Jeg har før fundet skrab fra nattelejer for rådyr, og jeg har sågar et fotografi fra højlys dag med et rådyr nede ved Kilstien neden for Sarpsborgparken.

Skovflåten er ikke en tæge, men en spindler - i familien med edderkopper. Den har således 8 ben. Den er farlig som bærer af borrelia. Der kan efter bid komme rødme, der breder sig og skal kureres med penicillin. Jeg har prøvet det i ét tilfælde af måske 30 flåtbid. Men ca. 1/3 skulle være bærer. Det kan føre til lammelser, hvis man ikke får det slået ned i optakten, så hold lige et vågent øje med den lille mide. Den kravler ret hurtigt og bider sig fast, hvor huden er tynd.

Bogfinkesang

Bogfinke

Bogfinken er helt almindelig, faktisk vist Danmarks mest almindelige med op mod 2 millioner ynglende par, men den er nu noget helt særligt. For hannen er ikke bange for at gøre opmærksom på sig - pralvorn' som vi kalder det på nordjysk.

Det lyder helt brovtende, ja nærmest provokerende, når hannen sætter sig i det højeste træ og kvidrer sin remse om "Det-det-det-det-ka'-jeg-si'-li'-så-tit-det-ska'-vær'!". Selv huskeremsen er noget pral - og det er i sig selv rigtig godt tænkt, hvem nu end forfatteren er. Men det er omvendt ikke pral, at han siger det tit, og kan blive ved med denne strofe.

I virkeligheden synger han nemlig: "Skrid hjem, undermåler!" (det passer dog ikke lige med takterne i strofen). Jeg vælger dog at tro, at det kun er henvendt til artsfæller, og jeg tager det i hvert fald ikke fortrydeligt op. Tværtimod synes jeg godt om den lille flamboyante, brunbugede herre, der fra naturens side er grå på toppen!

Hunnen er mere grålig over det hele, men af helt samme statur. Hun har dog også hvide striber på de mørke vinger. I denne race, lader hun ham om at føre ordet og maje sig ud med hele farveladen!

Hvis du lige skal have et ukvemsord med på vejen, så gå forbi granerne ved Kilstien - eller lyt til videoen.

Vild kørvel

Kørvel langs Kilens bredder

Vild Kørvel

Skråningerne ned mod Kilen er lige nu et flot syn. Et hvidt tæppe af vild kørvel. I aften var det orange sollys på de hvide kørvel af en helt særlig douce skønhed. På årets vel nok hidtil smukkeste aften var der rig lejlighed til at nyde scenariet; for alting har sin tid, og snart skiftes kørvelen ud som hovedrollerindehaver. De runde blomsterskærme er, som det ses på billedet neden under, begyndt at sætte frugt. Snart vil skrænterne dækkes af violette klynger af gederams, men den tid, den glæde. Man må som altid i livet nyde øjeblikkets skønhed - frem for alt.

Vild kørvel har mig bekendt ingen virkning som krydderi og heller ingen duft for den sags skyld - modsat havekørvel. Jeg kender heller ikke til, om planten har nogen særlig anvendelse, men har læst, at den kan bruges til at farve garner gule.

Blomsterkærme, der er ved at sætte frø allerede

Maj-gøgeurt

Jeg gik og glædede mig over naturens skønhed, og det flotte sommervejr med lun luft til langt hen på aftenen efter 25 grader midt på dagen. Det hele virker frisk efter nattens regnvejr og voldsomme torden. 13 mm regn, kom der meget praktisk midt nat, så man kunne stå op til dejligt solskin og sommervarme.

På hjemvejen toppede jeg det med orkidé-engen, der lige nu, hvor maj er til ende, er oversået med maj-orkidéer. Dem kan man slet ikke få nok af - eller rettere; jo nogen kan, for min hustru og svigerdatter syntes nok, at det havde de set rigeligt til, lige som nattens regn havde gjort engen våd og sumpet og svært tilgængelig. Jeg kan spare jer for våde fødder:

Ranunkel-tid

Smørblomst

Bidende ranunkel - smørblomst; på engelsk buttercup. Det er den, der præger tiden ude i naturen lige nu - også her ved Kilen. Lige nu er der enge, der er helt gule af blomsten. Kreaturer spiser den ikke, og den er giftig for heste. Omvendt er den en humørspreder for os - den er virkelighedens virkelige smiley. En bidende smiley, må den så være, og høre til samlingen sammen med sure og storsmilende smileys og den netop nu meget forkætrede kongesmiley.

Her fra midten af maj bugner naturen med smørblomster. Den blomstrer en god måneds tid endnu, så man kan stadig nå at komme i godt humør. Den er ganske hyggelig, men også irriterende, hvis man vil af med den, for den er rigtig sejlivet og skyder fra små rodrester, hvis man har have eller mark, der skal holdes ukrudtsfri.

En yndet sport i min tidlige barndom var at tjekke, om man kunne li smør ved at holde blomsten under hagen på en forsøgsperson - meget gerne en sød pige, som man så kunne få lejlighed til at komme tæt på - hvis hagen fik et gult skær, var det er rigtig smør-elsker. Det var åbenbart ikke godt, eller i hvert fald lidt belastende for personen, men det hører nok med, at vi var på landet i 60'erne og levede af bl.a. at sælge mælkefedt til smørproduktionen.

Når man i solskin kigger ned i blomsten bliver det gule pudsigt nok helt annulleret og kronbladende genskinner helt hvidt/farveløst.

Planten er i familie med anemonerne, som også er giftige for kvæg mv. Den er således et problem for landmænd med vedvarende græsarealer og ikke mindst ved græs, der skal ensileres, hvis der er mange ranunkler imellem. I ensilage vil giften bevares, modsat hør, hvor den tørrer væk. Det er giften protoanemonin, som ved tørringsprocessen bliver til anemonin og igen carboxylsyre. Jeg kan ikke forklare de kemiske processer, men ordet bidende ranunkel giver lidt mere mening. Saften kan irritere huden og ikke mindst slimhinderne i mund og svælg på kvæg, og det kan give epileptisk-lignende anfald og lammelser - i værste fald død!

Kilen Rock

Ellers har der været Rock ved Kilen; som sædvanligt hyggeligt med musik, fadbamser og en masse hyggelige møder med folk fra by og land. Der er ryddet helt op - bare rolig. Jeg glæder mig så småt til næste år, med brunch med naboerne, festivalstole og kander med Tuborg og god musik. Boldbanerne ved Kilen er det perfekte sted til den slags.

Foto: Anders trærup fra Kilen Rocks facebookside