lørdag den 4. juni 2016

Skovflåt






 For første gang, så vid jeg ved, har jeg pådraget mig en skovflåt her ved Kilen. Jeg luskede lidt rundt i græsset ved O.V. Hansens Plantage for at fotografere, og da jeg kom hjem kravlede tægen rundt og ledte efter et godt sted til sit bid for at suge blod.

Det er en lille vampyr, der har brug for blodet for at fuldende sin livscyklus. Normalt går det ud over rådyr. Der er faktisk rådyr i området, så egentlig er det ikke nogen sensation. Jeg har før fundet skrab fra nattelejer for rådyr, og jeg har sågar et fotografi fra højlys dag med et rådyr nede ved Kilstien neden for Sarpsborgparken.

Skovflåten er ikke en tæge, men en spindler - i familien med edderkopper. Den har således 8 ben. Den er farlig som bærer af borrelia. Der kan efter bid komme rødme, der breder sig og skal kureres med penicillin. Jeg har prøvet det i ét tilfælde af måske 30 flåtbid. Men ca. 1/3 skulle være bærer. Det kan føre til lammelser, hvis man ikke får det slået ned i optakten, så hold lige et vågent øje med den lille mide. Den kravler ret hurtigt og bider sig fast, hvor huden er tynd.





torsdag den 2. juni 2016

Bogfinkesang




Bogfinke

Bogfinken er helt almindelig, faktisk vist Danmarks mest almindelige med op mod 2 millioner ynglende par, men den er nu noget helt særligt. For hannen er ikke bange for at gøre opmærksom på sig - pralvorn' som vi kalder det på nordjysk.

Det lyder helt brovtende, ja nærmest provokerende, når hannen sætter sig i det højeste træ og kvidrer sin remse om "Det-det-det-det-ka'-jeg-si'-li'-så-tit-det-ska'-vær'!". Selv huskeremsen er noget pral - og det er i sig selv rigtig godt tænkt, hvem nu end forfatteren er. Men det er omvendt ikke pral, at han siger det tit, og kan blive ved med denne strofe.

I virkeligheden synger han nemlig: "Skrid hjem, undermåler!" (det passer dog ikke lige med takterne i strofen). Jeg vælger dog at tro, at det kun er henvendt til artsfæller, og jeg tager det i hvert fald ikke fortrydeligt op. Tværtimod synes jeg godt om den lille flamboyante, brunbugede herre, der fra naturens side er grå på toppen!

Hunnen er mere grålig over det hele, men af helt samme statur. Hun har dog også hvide striber på de mørke vinger. I denne race, lader hun ham om at føre ordet og maje sig ud med hele farveladen!

Hvis du lige skal have et ukvemsord med på vejen, så gå forbi granerne ved Kilstien - eller lyt til videoen.

onsdag den 1. juni 2016

Vild kørvel

Kørvel langs Kilens bredder

Vild Kørvel

Skråningerne ned mod Kilen er lige nu et flot syn. Et hvidt tæppe af vild kørvel. I aften var det orange sollys på de hvide kørvel af en helt særlig douce skønhed. På årets vel nok hidtil smukkeste aften var der rig lejlighed til at nyde scenariet; for alting har sin tid, og snart skiftes kørvelen ud som hovedrollerindehaver. De runde blomsterskærme er, som det ses på billedet neden under, begyndt at sætte frugt. Snart vil skrænterne dækkes af violette klynger af gederams, men den tid, den glæde. Man må som altid i livet nyde øjeblikkets skønhed - frem for alt.

Vild kørvel har mig bekendt ingen virkning som krydderi og heller ingen duft for den sags skyld - modsat havekørvel. Jeg kender heller ikke til, om planten har nogen særlig anvendelse, men har læst, at den kan bruges til at farve garner gule.

Blomsterkærme, der er ved at sætte frø allerede

Maj-gøgeurt

Jeg gik og glædede mig over naturens skønhed, og det flotte sommervejr med lun luft til langt hen på aftenen efter 25 grader midt på dagen. Det hele virker frisk efter nattens regnvejr og voldsomme torden. 13 mm regn, kom der meget praktisk midt nat, så man kunne stå op til dejligt solskin og sommervarme.

På hjemvejen toppede jeg det med orkidé-engen, der lige nu, hvor maj er til ende, er oversået med maj-orkidéer. Dem kan man slet ikke få nok af - eller rettere; jo nogen kan, for min hustru og svigerdatter syntes nok, at det havde de set rigeligt til, lige som nattens regn havde gjort engen våd og sumpet og svært tilgængelig. Jeg kan spare jer for våde fødder:




mandag den 30. maj 2016

Ranunkel-tid


Smørblomst

Bidende ranunkel - smørblomst; på engelsk buttercup. Det er den, der præger tiden ude i naturen lige nu - også her ved Kilen. Lige nu er der enge, der er helt gule af blomsten. Kreaturer spiser den ikke, og den er giftig for heste. Omvendt er den en humørspreder for os - den er virkelighedens virkelige smiley. En bidende smiley, må den så være, og høre til samlingen sammen med sure og storsmilende smileys og den netop nu meget forkætrede kongesmiley.

Her fra midten af maj bugner naturen med smørblomster. Den blomstrer en god måneds tid endnu, så man kan stadig nå at komme i godt humør. Den er ganske hyggelig, men også irriterende, hvis man vil af med den, for den er rigtig sejlivet og skyder fra små rodrester, hvis man har have eller mark, der skal holdes ukrudtsfri.


En yndet sport i min tidlige barndom var at tjekke, om man kunne li smør ved at holde blomsten under hagen på en forsøgsperson - meget gerne en sød pige, som man så kunne få lejlighed til at komme tæt på - hvis hagen fik et gult skær, var det er rigtig smør-elsker. Det var åbenbart ikke godt, eller i hvert fald lidt belastende for personen, men det hører nok med, at vi var på landet i 60'erne og levede af bl.a. at sælge mælkefedt til smørproduktionen.

Når man i solskin kigger ned i blomsten bliver det gule pudsigt nok helt annulleret og kronbladende genskinner helt hvidt/farveløst.




Planten er i familie med anemonerne, som også er giftige for kvæg mv. Den er således et problem for landmænd med vedvarende græsarealer og ikke mindst ved græs, der skal ensileres, hvis der er mange ranunkler imellem. I ensilage vil giften bevares, modsat hør, hvor den tørrer væk. Det er giften protoanemonin, som ved tørringsprocessen bliver til anemonin og igen carboxylsyre. Jeg kan ikke forklare de kemiske processer, men ordet bidende ranunkel giver lidt mere mening. Saften kan irritere huden og ikke mindst slimhinderne i mund og svælg på kvæg, og det kan give epileptisk-lignende anfald og lammelser - i værste fald død!

Kilen Rock

Ellers har der været Rock ved Kilen; som sædvanligt hyggeligt med musik, fadbamser og en masse hyggelige møder med folk fra by og land. Der er ryddet helt op - bare rolig. Jeg glæder mig så småt til næste år, med brunch med naboerne, festivalstole og kander med Tuborg og god musik. Boldbanerne ved Kilen er det perfekte sted til den slags.

Foto: Anders trærup fra Kilen Rocks facebookside

mandag den 23. maj 2016

Orkidé-tid

Orkidéer i blomst 

Gøgeurt

I den "hemmelige" eng ved Kilen står nu snesevis af orkidéer i fuldt flor mellem padderokker, siv og ranunkler. De blomstrer ca. 14 dage senere i år end tidligere år - måske fordi april var så relativt kold. Jeg har været lidt bekymret for deres trivsel, da engen efter mine begreber er ved at gro til.

Heldigvis er bekymringerne uden grund i år, ser det ud til. Kommunens folk har også været så flinke at skære begyndelse pil og andre trævækster ned. Om det er en organiseret form for naturpleje, ved jeg ikke, men håber det. Der skal gøres en indsats, hvis orkidéengen skal kunne holde. Jeg tror i grunden, at orkidéerne ville have bedst af, at der gik kvæg evt. får og græssede, når vi er uden for orkidéernes sæson - men det er jo ikke rigtig til at administrere. Det næstbedste vil være at skære bevoksningen ned om til efteråret.

Maj-gøgeurt er der flest af, men der er også enkelte plettet gøgeurt (med lidt lysere blomster)

Orkidéer - på græsk orchis - betyder egentlig testikler. Navnet fik blomsten ud fra rodens lighed med...testikler. Derfor tror - eller rettere troede man, at planten kunne bruges som afrodisiakum. Men husk nu; planten er totalfredet! Orkidéerne findes også andre steder ved Kilen. Inden i Vasens Bæk og langs den sydlige bred i Overkilen (den "sidste øst-vest-gående del inde mod Kjærgaards Mølle er der flere kolonier.


Nærbillede af en maj-gøgeurt fra i fjor

søndag den 22. maj 2016

Solen gik ned i en sæk


...og så regner dagen væk, som man siger.

(L)æggetid

Svanefodspor og -lort
Knopsvanen

På Kilen talte jeg her til aften 50 knopsvaner. De svømmer rundt - de fleste - i samlet flok og græsser. Jeg synes, det er et nyt mønster - er de store fugle blevet mere sociale på det sidste? Jeg har hørt, at de også er begyndt at anlægge reder i kolonier, hvor de vist førhen havde solitære redepladser. Der er dog også et par par hist og her, der kun nyder hinandens selskab

Svaneparrene holder sammen og benytter samme redeplads år for år, når de ellers begynder at danne par og stifte familie som 3-4 årige. Det kan selvfølgelig være, at den græssende flok er ungfugle og parrene netop par, der nu bygger rede og lægger æg - det er her fra midt i maj til lidt ind i juni. Ungerne kommer frem i starten/midten af juni og svømmer rundt straks sammen med mor og far.

På Pynten, hvor sandspidsen er blevet gendannet efter at have været skyllet helt væk i vinterens løb, gå de store fugle i land og holder ras. Det ses tydeligt. Fodsporene er en 15 cm - nogle ordentlige plader. Cirka samme diameter har deres sorte lorte. Tynd mave efter al det græs - note til mig selv: Bed hustruen skrue ned for grønfoderet!

Danmarks nationalfugl ifølge DRs seeres stemme
På engelsk kaldes knopsvanen for "mute swan". Den stumme eller stille svane. Den er da også meget mere stille, end de hundreder af sangsvaner, der af og til raster på Kilen på træk nordfra. Men den kan nu godt grynte ret højt; jeg tror det er et signal til flokken om, at en farlig person er i syne. Mere almindelig er dens hvæsen - det er hannen - temmelig højt og umisforståeligt, hvis man kommer i nærheden af reden eller ungerne. Jeg har haft oplevelsen flere gange og her har jeg malet en hvæsende han (taleboblen mangler):


Det er en ret skræmmende oplevelse, når han hvæser, og spreder vingerne og rejser sig i sine 1,2 m højde! Jo, han passer godt på de små - han er en ansvarlig far, der hjælpes med mor om at bygge reden og ruge og altså skræmme fjender væk fra hjem og afkom. Derimod er det mor, der river små planter op fra bunden og smider på overfladen til de små nye, mens far passer på. Måske et  lidt gammeldags kønsrollemønster?!

Familien holder sammen hele sommeren og normalt gennem den følgende vinter, hvor ungerne nok er blevet stor, men fortsat har brune fjer. Der er normalt 3-5 levende unger for de par, man ser her ved Kilen, men der kan vist blive op til en halv snes æg i reden. Jeg har set et par med syv unger, som det meste.

H.C. Andersens selvbiografiske fortælling om "Den grimme Ælling" kender alle, herunder storken, der gik på sine lange røde ben og talte ægyptisk ("for det Sprog havde han lært af sin Moder"), og det står til troende, at der var dejligt ude på landet, men hvordan svaneforældrene kom til at forlægge et æg i andereden er mig en gåde. Det er det også, en gåde altså, hvordan kornet kunne stå gult og høet være høstet, mens andemoderen rugede på svaneægget, der lægges og klækkes maj/juni.

H.C. har ikke helt haft styr på læggetiderne, men jeg medgiver ham gerne, at "det grønne er godt for Øjnene", og synes det er forståeligt at andemor af samme grund lod de små ny "se saa meget de vilde". Det grønne - skræppebladene omkring reden - står godt trods alt allerede høje visse steder ved Kilen. Men ellers holder jeg af histrorien og resten af H.C.'s eventyr. Faktisk har historien om "Den Grimme Ælling" et helt vidunderligt anslag - jeg er vild med storken, der går og taler ægyptisk på sine lange røde ben!

Skræpper i O.V. Hansens Plantage


Der er mange knopsvaner i Danmark, de fleste er vist standfugle. De er i hvert fald ved Kilen året rundt. Bestanden i Danmark er vist helt oppe på 5.000 par, mens den var næste udryddet af jagt i 1920'erne, hvor den blev fredet. Der er et maleri af P.S. Krøyer af et stilleben med et ordentligt måltid, og der ligger en svane midt på bordet. Et ordentligt fest-måltid!

Børnesangen om "Hønsefødder, og gulerødder og halsen af en svane" kommer jeg til at tænke på - det er en vrøvlevise uden særlig mening, der jo ender med at man skal have en pige - Rikke, der skal strikke - og en blåøjet dreng, der skal hedde Ole og gå i skole, men er halsen af en svane nævnt som noget særligt lækkert mad - eller skulle man bare rime på vane?

Hønsefødder og gulerødder
og halsen af en svane
Den som kysser pigerne,
han har en hæslig vane!
Jeg er født i Engeland,
og du er født i Skåne.
Vil du være min lille mand,
så vil jeg være din kone!

Vi skal ha’ en lille tøs,
og hun skal hedde Rikke.
Hun skal have krøllet hår
og hun skal sy og strikke.
Vi skal ha’ en lille dreng,
og han skal hedde Ole.
Han skal have øjne blå,
og han skal gå i skole.

Det er klart et godt bytte sådan en svane på 10-15 kg. Det er jo ret nemt at komme tæt på, og størrelsen gør den jo også nem at ramme. Sådan har det været siden Arilds tid, men altså ikke længere. Nu er det mentalt blevet forkert, men hvorfor ikke når man kan spise gås og and?! Bare rolig, jeg skal nok respektere fredningen! Jeg nyder den smukke fugl, den skal da være her.

Knopsvanepar på Kilen