onsdag den 1. juni 2016

Vild kørvel

Kørvel langs Kilens bredder

Vild Kørvel

Skråningerne ned mod Kilen er lige nu et flot syn. Et hvidt tæppe af vild kørvel. I aften var det orange sollys på de hvide kørvel af en helt særlig douce skønhed. På årets vel nok hidtil smukkeste aften var der rig lejlighed til at nyde scenariet; for alting har sin tid, og snart skiftes kørvelen ud som hovedrollerindehaver. De runde blomsterskærme er, som det ses på billedet neden under, begyndt at sætte frugt. Snart vil skrænterne dækkes af violette klynger af gederams, men den tid, den glæde. Man må som altid i livet nyde øjeblikkets skønhed - frem for alt.

Vild kørvel har mig bekendt ingen virkning som krydderi og heller ingen duft for den sags skyld - modsat havekørvel. Jeg kender heller ikke til, om planten har nogen særlig anvendelse, men har læst, at den kan bruges til at farve garner gule.

Blomsterkærme, der er ved at sætte frø allerede

Maj-gøgeurt

Jeg gik og glædede mig over naturens skønhed, og det flotte sommervejr med lun luft til langt hen på aftenen efter 25 grader midt på dagen. Det hele virker frisk efter nattens regnvejr og voldsomme torden. 13 mm regn, kom der meget praktisk midt nat, så man kunne stå op til dejligt solskin og sommervarme.

På hjemvejen toppede jeg det med orkidé-engen, der lige nu, hvor maj er til ende, er oversået med maj-orkidéer. Dem kan man slet ikke få nok af - eller rettere; jo nogen kan, for min hustru og svigerdatter syntes nok, at det havde de set rigeligt til, lige som nattens regn havde gjort engen våd og sumpet og svært tilgængelig. Jeg kan spare jer for våde fødder:




Ingen kommentarer:

Send en kommentar